Denne side er arkiveret. Den aktuelle side findes på dskm.dk

Love

Love for Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi

§ 1 Formål

DANSK SELSKAB FOR KLINISK MIKROBIOLOGI har til formål at fremme udviklingen inden for specialet den humanmedicinske kliniske mikrobiologi.

 

§ 2 Kriterier for optagelse

Alle læger med interesse for klinisk mikrobiologi og øvrige akademikere ansat ved en klinisk mikrobiologisk afdeling eller anden afdeling med human-medicinsk mikrobiologi som sit væsentligste arbejdsområde kan optages som medlemmer af selskabet. Optagelse af nye medlemmer godkendes på førstkommende generalforsamling som led i formandens beretning.

Speciallæger i klinisk mikrobiologi, læger i hoveduddannelsesstilling i klinisk mikrobiologi og læger ansat på en klinisk mikrobiologisk afdeling har stemmeret til generalforsamlingen. Øvrige akademikere har ikke stemmeret til generalforsamlingen og er ikke valgbare til bestyrelsen eller vurderings- og ansættelsesudvalget til hoveduddannelsesstillinger (§9), til uddannelsesudvalget (§10), som tilforordnede i uddannelsesspørgsmål (§ 7) eller som specialets inspektorer (§ 8).

Korresponderende medlemmer modtager meddelelser om internationale møder arrangeret af DSKM. Korresponderende medlemmer betaler ikke kontingent til DSKM og har ikke stemmeret. Som korresponderende medlem kan optages udenlandske kolleger. Som hovedregel drejer det sig om foredragsholdere inviteret af DSKM eller Dansk-Fransk Mikrobiologisk Komité Paul Horstmann. Forslag om kandidater indsendes til bestyrelsen og forelægges generalforsamlingen.

 

§ 3 Optagelse, udmeldelse, eksklusion

Optagelse sker ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Nægtelse af optagelse kan indbringes for generalforsamlingen.

Udmeldelse af selskabet sker med 3 måneders varsel til udløbet af et regnskabsår.

Forslag om eksklusion kan fremsættes af bestyrelsen eller 1/4 af medlemmerne og afgøres på en generalforsamling.

 

§ 4 Kontingent

Medlemskontingentets størrelse fastsættes på generalforsamlingen. Medlemmer er kontingentfrie fra det fyldte 70. år. Kalenderåret er regnskabsår, og regnskabet skal være revisorerne i hænde senest medio februar.

 

§ 5 Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned og kan indkaldes via elektronisk post med mindst 3 ugers varsel samtidig med dagsordenens bekendtgørelse. Indkaldelsen og dagsordenen skal desuden lægges på DSKMs hjemmeside.

 

Dagsorden skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent.

2. Beretning fra formanden, herunder optagelse af nye medlemmer.

3. Beretning fra arbejdsgrupper og udpegede repræsentanter, fra de tilforordnede i uddannelsesspørgsmål,

fra vurderings- og ansættelsesudvalget til hoveduddannelsesstillinger og fra specialets inspektorer.

4. Aflæggelse af det reviderede regnskab.

5. Fastsættelse af kontingent.

6. Eventuelle forslag fra bestyrelsen og medlemmerne.

7. Eventuelt valg af formand.

8. Eventuelt valg af bestyrelsen.

9. Eventuelt valg til udvalg og andre tillidsposter.

10. Valg af 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter.

11. Eventuelt.

 

Medlemmers forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indgives til bestyrelsen, ledsaget af en motivering, senest 2 uger inden generalforsamlingen, og disse skal af bestyrelsen udsendes til medlemmerne senest 1 uge inden generalforsamlingen.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes af denne inden 6 uger, hvis mindst 1/4 af medlemmerne kræver det, med mindst 2 ugers varsel med angivelse af forslag, som ønskes behandlet. En ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes via elektronisk post og skal samtidig lægges på DSKMs hjemmeside.

Afstemninger vedrørende valg af formand, bestyrelse og valg i henhold til § 7, § 8, § 10 og § 11 skal ske skriftligt, hvis der er flere kandidater, end der skal vælges.

Alle afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal, med mindre andet er fastsat i lovene (§ 14 og § 15).

Såfremt dirigenten eller 2 af de fremmødte medlemmer stiller krav herom, skal afstemningen være skriftlig.

 

Afgørelser i forbindelse med evt. forslag fra bestyrelsen og medlemmerne (dagsordenens punkt 6) kan gøres til genstand for skriftlig afstemning blandt forsamlingens medlemmer og skal sendes til urafstemning såfremt 1/3 af de tilstedeværende medlemmer ønsker afgørelsen prøvet. Urafstemningens resultat vil herefter være gældende.

 

§ 6 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som bortset fra formandsposten konstituerer sig selv med næstformand, sekretær, kasserer og bestyrelsesmedlem og som selv fastlægger sin forretningsorden.

Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger, disse er efter godkendelse tilgængelige på hjemmesiden.

Valg til bestyrelsen gælder for 3 år. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang. I forbindelse med formandsvalg kan umiddelbart genvalg finde sted 2 gange, dog kan en person kun være formand to 3-års perioder i træk.

Det bør tilstræbes, at disse medlemmer repræsenterer forskellige interesse- og aldersgrupper, samt tilstræbes at et medlem af bestyrelsen er under uddannelse til speciallæge i klinisk mikrobiologi.

 

§ 7 Tilforordnede i uddannelsesspørgsmål

Den ordinære generalforsamling indstiller de i Lov om udøvelse af lægegerning i § 4, stk. 2 omhandlede speciallæger i klinisk mikrobiologi til at vejlede Sundhedsstyrelsen vedrørende uddannelsesspørgsmål. Der indstilles 2 speciallæger tillige med 2 suppleanter for 4 år.

Umiddelbart genvalg kan kun finde sted 1 gang.

 

§ 8 Sundhedsstyrelsens inspektotordning vedrørende den lægelige videreuddannelse

Den ordinære generalforsamling indstiller 6 speciallæger i specialet klinisk mikrobiologi til at varetage arbejdet i forbindelse med Sundhedsstyrelsens inspektorordning vedrørende den lægelige videreuddannelse. Der indstilles for 4 år ad gangen. Det tilstræbes at rekruttere speciallæger fra alle uddannelsesregioner.

 

§ 9 Vurderings- og ansættelsesudvalg til undervisningsstillinger

DSKMs bestyrelse udpeger en speciallægerepræsentant til at deltage i vurderings- og ansættelsesudvalget til hoveduddannelsesstillinger funktionstiden er 3 år.

 

§ 10 Uddannelsesudvalg

Uddannelsesudvalget leder efter- og videreuddannelsen i specialet og består af en formand og 7 medlemmer. Formanden fungerer samtidig som hovedkursusleder. Formanden og 4 medlemmer vælges på den ordinære generalforsamling, valgene gælder for 2 år og umiddelbart genvalg kan kun finde sted 1 gang. Mindst 2 af disse medlemmer skal på valgtidspunktet være under uddannelse. Perioder som menigt medlem af udvalget regnes ikke med i formandens valgperiode. Det tilstræbes, at 2 af medlemmerne er på valg hvert år.

Bestyrelsen udpeger 1 medlem fra hver af de 3 uddannelsesregioner Nord, Syd og Øst. Valgene gælder for et år af gangen, og genudpegning kan finde sted. Bestyrelsen bør være repræsenteret ved mindst 1 medlem.

Der føres protokol over udvalgets forhandlinger.

 

§ 11 Andre tillidsposter

Kontaktpersoner og tillidsmænd, for hvilke der ikke i andre paragraffer er fastsat særligeregler for valg og genvalg, vælges for 3 år og kan umiddelbart genvælges 1 gang. Bestyrelsen er herudover bemyndiget til at udpege repræsentanter til diverse udvalg. Udpegningen sker under ansvar overfor generalforsamlingen.

 

§ 12 ESCMID

Selskabet er tilsluttet ESCMID efter de for dette selskab gældende love.

 

§ 13 Dansk Medicinsk Selskab

Selskabet er tilsluttet Dansk Medicinsk Selskab efter de for dette selskab gældende love.

 

§ 14 Lovændringer

Lovændringer kan foretages af en generalforsamling og kræver for vedtagelse, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer herfor. Hvis færre end 1/3 af medlemmerne er til stede på af stemningstidspunktet, skal vedtagne lovændringer dog prøves ved fornyet afstemning på en ekstraordinær generalforsamling, der afholdes senest 6 uger senere. Forslaget kan nu vedtages ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte.

 

§ 15 Selskabets opløsning

Beslutning om selskabets opløsning kan træffes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og mindst 2/3 af de tilstedeværende med lemmer stemmer herfor. Hvis der på den pågældende generalforsamling ikke er 2/3 af sel skabets stemmeberettigede medlemmer til stede, men de tilstedeværende medlemmer ved simpel stemmeflerhed stemmer for opløsningen, skal der mindst 6 uger, højst 8 uger senere afholdes ekstraordinær generalforsamling. På denne generalforsamling kan opløsningen vedtages ved simpel stemmeflerhed.

Ved selskabets opløsning træffes samtidig beslutning om anvendelse af den eventuelle formue. Midlerne kan ingensinde udloddes til deling blandt medlemmerne, men skal henlægges i fonds med forskningsmæssige formål.

 

Vedtaget af den stiftende generalforsamling den 3. juni 1969.

 

Ændringer vedtaget på generalforsamlingerne den 5. marts 1973, 17. marts 1975, 10. marts 1978, 18. marts 1982, 27. marts 1984, 27. marts 1985, 27. marts 1987, 8. marts 1990, 18. marts 1993, 24. april 1997, 28. april 1999, 11. maj 2000, 5. maj 2004, 8. maj 2006 og 20. april 2010.

 

Printvenlig udgave

Selskabet - love

© Dansk selskab for klinisk Mikrobiologi repræsenteret ved bestyrelsen. Kontakt Selskabet på emailadressen: dskm@dskm.dk Webdesign: Gita Schumacher 2014